Frivilliges beretninger: Børnepasning i Nepal af Heidi P

Jeg hedder Heidi og jeg er 22 år gammel. Jeg er ved at uddanne mig til pædagog og brænder for at hjælpe andre mennesker. Lige siden jeg startede på min uddannelse som pædagog har jeg drømt om at komme ud og opleve verden og arbejde med udsatte børn. Jeg valgte at tage til Nepal i juli måned i år og arbejde frivilligt på et rehabiliteringscenter, som hedder Patan Community Based Rehabilitation Organisation, også kaldet Patan CBR. Centeret modtager børn og unge med forskellige udviklingsforstyrrelser, herunder Downs Syndrom, ADHD, autisme, indlæringsvanskeligheder osv. En af grundende til at det blev Nepal som jeg valgte at rejse til, er at det er et land hvor jeg med sikkerhed ville komme til at opleve store kulturforskelle. Derudover har Nepal mange forskellige projekter at vælge imellem og et af dem fangede min interesse.

I min artikel vil jeg fortælle om mine første indtryk af Nepal og derefter vil jeg fortælle om mit interessante og givende arbejde som frivillig. Jeg vil afslutte med at fortælle om alle de fantastiske oplevelser, jeg fik sammen med de andre frivillige i Nepal.

De første dage i Nepal

Den dag jeg skal rejse til Nepal er der én tanke som fylder mest i mit hoved: Hvad venter der mig den næste måned? Da jeg efter en lang flyvetur endelig når til Nepal, ser jeg de flotte bjerge vi flyver hen over og er med det samme fascineret af den smukke natur som jeg møder. I lufthavnen bliver jeg taget imod af et personale fra Projects Abroad som kører mig til hotellet, hvor jeg skal overnatte den første nat.

På vej til hotellet, bliver jeg mødt af Nepals ustrukturerede trafik, hvor de ofte bruger bilhornet og de kører lidt tilfældigt uden færdselsretningslinjer, det er rent ud sagt et kæmpe kaos! Midt i dette kaos oplever jeg for første gang en kvinde tigge på gaden, kvinden går hen til taxaen og tigger da vi holder stille. Chaufføren beder hende om at gå igen. På hotellet går det for alvor op for mig hvor langt væk jeg er fra dem som betyder rigtig meget for mig, nemlig min familie, kæreste og venner. Dagen efter bliver jeg kørt ud til min værtsfamilie, endnu en dag hvor kroppen er fyldt med en masse spænding omkring hvor jeg bliver kørt hen, men også en angst for det fremmede. Efter at have fået sat mine ting af ved værtsfamilien, bliver jeg kørt hen til det center hvor jeg skal arbejde i juli måned. Senere på dagen møder jeg de andre frivillige som bor ved samme værtsfamilie som jeg skal bo ved.

Mit møde med nepalesiske børn

Den første dag på centeret er jeg i chok! Selvom jeg hjemmefra havde forberedt mig selv på, at jeg ikke ville opleve en så stor pædagogisk tankegang på stedet, var det alligevel helt mærkeligt endelig at opleve det, som jeg havde prøvet at forberede mig på i så lang tid. Jeg ser bl.a. børn som bliver hjulpet til at spise, mens de ligger ned. Jeg ser børn som hverken kan gå, spise eller snakke og som bare ligger på nogle tæpper og puder på gulvet dagen lang og jeg ser små klasselokaler, som rummer mange børn, men hvor udfoldelsesmulighederne er begrænsede. Stort set ingen af de ansatte taler til mig og jeg føler, det er svært at finde min plads.

Efter en uge ser jeg hverdagen med helt andre øjne. Jeg ser børn som er rigtig glade for at være på centeret, jeg ser børn, som laver forskellige øvelser sammen med en fysioterapeut, som er ansat på centeret og jeg ser børn som bliver afleveret og hentet af forældre, som virker kærlige og omsorgsfulde overfor deres børn.

Det jeg laver på centeret består i at lege med børnene, hjælpe med det praktiske bl.a. toiletbesøg og spisning og derudover undervise i matematik og engelsk. Hurtigt begynder børnene at kalde mig ”Didi”, som betyder søster på nepalesisk og jeg føler, at der er blevet skabt en god relation mellem dem og mig. Efterhånden som tiden går, erfarer jeg det kæmpe arbejde som personalet gør hver eneste dag trods de få ressourcer som de har, og i mine øjne gør de deres bedste for børnene ud fra deres kultur og værdier. Jeg oplever til min store glæde at centeret har flere materielle ting end jeg havde forventet, bl.a. forskelligt slags legetøj, skolebøger og computer. Hvis det ikke var for alle de frivillige som hvert år arbejder på centeret så ville der ofte sidde en lærer til 14 børn i et klasselokale.

Spændende projekter!

Under mit ophold lavede jeg forskellige projekter. Jeg malede ting på væggene i et klasselokale som til daglig rummer børn med autisme. Vi malede bl.a. alfabetet, tal, dyr og et menneske, på denne måde kan børnene lære om dyr, kroppen osv. Derudover tegnede jeg med børnene, bl.a. tegnede vi vores hænder og efterfølgende hængte vi vores tegninger op i klasselokalet. Det var rigtig spændende at være med til disse projekter og opleve den store interesse som børnene viste undervejs.

Gør en forskel!

Jeg har hele tiden i mine tanker at jeg skal være professionel og opretholde en vis distance til børnene, forstået på den måde at jeg vil vise omsorg, men uden at knytte mig alt for meget til børnene, da jeg ved de skal sige farvel til mig på et tidspunkt. Det er nemmere sagt end gjort og jeg kommer til at holde utrolig meget af børnene. Derfor bliver afskeden til centeret sværere end jeg lige havde forventet og den dag jeg vinker farvel til børnene for sidste gang, går det op for mig hvor meget jeg egentlig holder af dem. Både afsked til børnene og personalet bliver derfor rigtig hårdt, men med en god fornemmelse i maven.

Jeg ved at min og de andres frivilliges tilstedeværelse har gjort en forskel i en travl hverdag med få ressourcer og det er rart at vide at når nogle af de frivillige rejser hjem, kommer der andre frivillige og tager over.

Mine oplevelser med de andre frivillige var fantastiske!

Det at være frivillig handler også om at få oplevelser sammen med andre frivillige. Jeg fik en rigtig god relation med de frivillige som jeg arbejdede med og som jeg også boede sammen med ved værtsfamilien. Vi sad ofte og snakkede om aftenen, nogle gange med en lommelygte, da der ofte er strømsvigt om aftenen i Nepal. Sommetider sad vi også sammen med værtsfamilien og snakkede og så kunne vi høre om hvordan dagen var gået.

Vi tog også ud på oplevelser sammen, vi var bl.a. i Chitwan hvor vi så elefanter og i Pokhara, som er en utrolig flot by i Nepal, her havde vi en skøn sejltur og vandrede i bjergene. Jeg valgte også at flyve en tur rundt om bjergene, det var utrolig flot at opleve bjergene på den måde. Det sammenhold vi frivillige havde sammen var ubeskriveligt og det var en stor faktor til at jeg faldt så godt til i Nepal. Det har også været utrolig spændende at bo ved en nepalesisk familie, og komme helt tæt på deres kultur og bevare respekten for deres kultur, også i tider hvor denne var i strid med mine egne værdier.

Kombiner oplevelser med frivilligt arbejde!

Det at have arbejdet som frivillig i Nepal har været en fantastisk oplevelse, som jeg er utrolig glad for jeg har fået med mig. Det har udviklet mig rigtig meget personligt og jeg har overskredet en masse personlige grænser. Det at have fået kendskab til en anden kultur har sat nogle tanker i gang omkring at værdsætte min danske kultur og hvor godt jeg har det herhjemme.

Når jeg tænker tilbage på Nepal er der tre ting som står mest klart for mig: Børnene på centeret, sammenholdet med de andre frivillige og alle mine oplevelser under mit ophold. Nu her to måneder efter jeg er kommet hjem går der stort set ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på min tid i Nepal og jeg mindes tiden med børnene og de andre frivillige. Efter min hjemkomst har jeg stadig kontakt med min værtsfamilie og de andre frivillige.

Hvis du ønsker at rejse ud og gøre en forskel, så gør det! Selvom du er bange og nervøs for det ukendte, så vil du helt sikkert få en fantastisk oplevelse for livet, som du altid vil kunne mindes!