Tre måneder i Ghana – 13 uger i kulturchok, selvrealisering og refleksion over vores hjemmevante forkælelse – 91 dage i ”the time of my life”. Det må være den korteste forklaring på hvad jeg oplevede, da jeg sent en marts aften blev blæst omkuld af den tropiske hede, der meget hurtigt gjorde jeans og andet ”smart vestligt” ganske ulideligt at smutte kroppen ned i.
Flyveturen var lang og blev brugt på neglebideri, nervøsitet, vanddrikken og ikke mindst reflektioner over, hvad jeg mon skulle opleve ude i det store farlige og ukendte Afrikaland Ghana. HJÆLP – jeg skulle tilbringe de næste 3 måneder på et helt andet kontinent, langt langt væk fra det jeg kendte – venner, familie, luksus tilværelse med alt det, vi vil have lige om hjørnet. Og så på den anden side.. Jeg var ved at blive sindssyg af vores forkælede mentalitet hjemme – en af grundene til at backpacken blev pakket, så jeg trængte til at blive bekræftet i det, jeg var så sikker på.. At nogen har det værre end alle os mokkehoveder, og at de har brug for vores hjælp... Jeg fik ret!
Og netop derfor blev rejsen til Ghana som frivillig det største og bedste jeg nogensinde har oplevet i mit liv. For ikke nok med at jeg fik bygget en skole, et bibliotek og mange andre gode sager sammen med alle de andre frivillige, så voksede jeg også selv indeni. Jeg blev voksen, selvstændig, selvsikker og ikke mindst... Jeg fik ret i, at der er brug for hjælp i andre dele af verden, og at det er at lyve for sig selv, når man bare lukker øjnene og skynder sig at skifte kanal, når der er sult og fattigdom langt væk fra den trygge danske dagligstue.
Verden er større end vores egen navle, og ey hvor er det synd for mig, at jeg ikke har råd til at tage til Mallorca på forlænget weekend, men hey hallo og vågn lige op! Så er der noget, der er så meget mere betydningsfuldt – nemlig de smil du får fra de mennesker, der dybt taknemmelige og næsten grædefærdige giver dig de varmeste kram du i dit liv vil modtage, når du yder dem hjælp. Afsted med mig som frivillig! – Og gerne også dig!
Ud af flyveren stiger jeg, genplacerer knoglerne i mine sammenfolde ben efter en hel dags rejse i luften og bliver modtaget af en ægte ghaneser, ja sådan føltes det lige der. Han var en del af det meget kompetente team der sidder i Ghana fra Projects Abroad. Øjeblikkeligt faldt min puls fra styrtløb til hvilepuls.. Jeg var i trygge hænder, organisationen passede på mig. Et lille øjeblik senere, ville jeg dog ønske, at dette staff-member havde kunnet trylle sig om til sikkerhedssele, for turen gik meget hurtigt, og det betyder virkelig hurtigt, gennem hovedstadens gader. Vupti Wrum og hold nu op, hold godt fast. Men trafikken er noget, man vænner sig til. Afsted gik det, og indtrykkene blæste forbi mig i høj fart.
Meget hurtigt gik det op for mig, at vi i Vesten i virkeligheden ved meget meget lidt om, hvad der foregår uden for nyhedernes skærmbillede. Et hus af bilfælge, en butik af papkasser, som sælger snørrebånd, en mand der går tur med sine geder, et lille barn uden tøj på, kaos, fattigdom og dog... Glæde ved livet! Aldrig har jeg mødt mennesker, der er så taknemmelige for det, de får, aldrig har jeg set en mor græde, fordi jeg giver hende blyanter, som hun kan give sine børn, så de har noget at skrive med i skolen.
Ankomsten til min værtsfamilie var som at flyve lige ind i armene af kærlighed og tryghed. Her kunne jeg komme og gå, og Mrs Dina skulle nok passe på mig! Jeg fik en fantastisk søskendeflok på 6 stk og var med det samme accepteret som medlem af familien. Her skulle jeg de næste tre måneder lære den ghanesiske kultur at kende på den mest dybdegående måde – nemlig ved at deltage i dagligdagen hos en familie. Høre deres historier, hjælpe med at vaske op, lave lektier og spille fodbold.. Her skulle jeg forstå, hvad der egentlig betyder noget i livet!
I mit hjem boede der også to andre frivillige, da jeg ankom. Vi spiste sammen og fulgtes ad til for eksempel internet-cafeer, indkøb eller socialt samvær. At der boede andre frivillige hos min værtsfamilie i starten af mit ophold, var et enormt privilegium for mig – for hold nu op, hvor har man brug for at sparre med andre vestligt vante om de ting, der for en selv, hurtigt springer i øjnene, som værende anderledes. Hvorfor råber de ”obroni” (foreign people) og tager fat i mig? Jamen det er jo fordi de bare synes at det er helt vildt sejt at de har rørt og talt med en hvid, og at de måske endda kan sige, at de er blevet venner med et hvidt menneske. Hvorfor vil alle ghanesiske mænd giftes med mig? Og hvorfor er der nogen, som slår deres børn? Spørgsmålene er mange. Men når man har de andre frivillige at sparre med, samt det lokale staff-team, så virker kulturforskellene pludselig mindre, og om ikke andet en smule nemmere at forstå og acceptere – oftest, så får tingene en både ironisk og reflekterende distance.
Den sidste måned hos min værtsfamilie boede jeg der alene, hvilket gav mig en hel særlig mulighed for, at komme helt ind på livet af min afrikanske familie. Vi lærte hinanden at kende, og jeg kom meget tæt på min familie. Dagen, hvor vi skulle tage afsked, var meget hård.
Jeg havde ikke trukket vejret mange gange i den ghanesiske trope luft, førend dagligdagen tog sit indtog i min kalender. Op om morgenen, og afsted på arbejde. På byggepladsen var vi mange frivillige, og der var gode muligheder for at snakke, grine og aftale weekendens rejser hen over produktionen af mursten, mørtel og andet materiel til vores byggeprojekter. Jeg brugte alle tre måneder som frivillig på at være håndværker – med sved i øjnene, mudder oven i det tykke lag af solcreme, skrammer fra de kantede mursten – men vigtigst af alt, tre måneder, hvor jeg hver dag, for hver mursten vi lagde, kunne se det fremskridt, vi gjorde, og dermed den forskel vi gjorde for lokalbefolkningen.
Jeg deltog i flere projekter, og undervejs fik vi færdiggjort et bibliotek til en skole i en lille landsby, vi fik renoveret lokaler på et børnehjem, malet en sundhedsklinik, bygget tre klasselokaler til en lokal skole og sidst men ikke mindst deltog jeg i et helt unikt projekt, hvor vi var nogle frivillige, der donerede nogle penge, så en meget fattig familie kunne få et hjem. Puhh... Spørg bare, hvis du har brug for at låne ømme muskler, svedperler eller solskoldninger... Men det var det hele værd. For når du deltager i byggeprojektet, så omgiver du dig med de mennesker, som senere skal benytte bygningerne. Og hold nu op, hvor er de bare taknemmelige. Og de glæder sig. Julelysene i deres øjne er helt ubeskrivelige, og deres hoppen og springen for at hjælpe dig er på en gang humoristisk og dybt rørende. De nærmest falder over hinanden for at samle skrald op, hente vand til dig eller sågar investere i en sodavand til os, for at sige tak for alt det, der ville være umuligt uden hjælp udefra.
I weekenderne rejste vi ofte ud, for at se landet Ghana. Vi rejste flere frivillige sammen og i løbet af de tre måneder, hvor jeg flittigt har taget tro-tros rundt i landet, vil jeg vove den påstand, at jeg har set det meste af Ghana. Jeg har stiftet bekendtskab med regnskovens tunge og fugtige luft – ja endda sovet i regnskoven. Solbadet på de smukkeste og eksotiske strande, prøvet at skabe mig en forståelse for ghanesernes historie, der på uhyggeligvis er knudret sammen med min egen danske historie... Slavehandlen. Jeg har bevæget mig rundt i fangekældrene på slavefortene, og jeg har vandret i de byer, hvor slaverne kom fra. Ud over en større kulturel og historiske forståelse af mit værtsland, har jeg også mødt ”the real africa” Elefanterne, savannen, krokodillerne, ja selv aber har jeg haft springende rundt på mine skuldre. Jeg har dyppet tæerne i landets højeste vandfald, og jeg har sejlet i landets nok mest utætte, men hjemmelavede kano... Jo man kan opleve meget på 13 uger! Jeg føler mig så beriget!
Nu er jeg hjemvendt til det kolde nord – som det samme menneske, og dog så forandret. Jeg har set verden og ikke mindst fået en forståelse for, at der findes mennesker, der lever et liv, der er ganske anderledes end mit eget. Jeg har fundet ud af, hvad der betyder noget i min tilværelse, at ”giving” er bedre end ”taking”. Jeg har set glæde, sorg, fattigdom og samvær. Jeg har set kærligheden blomstre, selv der hvor den har de trangeste kår, og det giver mig her hjemme en styrke til selv, at kæmpe mig videre i dagligdagens trommerum. For hvis ikke noget gavner mig selv, så gavner det forhåbentlig nogle andre.
Frivillige er alle forskellige og har derfor forskellige oplevelser. Dette er en personlig beretning, og din egen oplevelse på projektet kan være helt anderledes. Vores projekter udvikler sig løbende med tiden. Vind og vejr kan også have en indflydelse på dit arbejde på projektet. Vi anbefaler derfor, at du bruger disse beretninger som inspiration og forholder dig til selve projektbeskrivelsen eller kontakter vores rådgivere.
Vores akkrediteringer
