Med udgangspunkt i et mål om at bestige Kilimanjaro, Afrikas top, begyndte min bedste veninde og jeg planlægningen af vores livs eventyr. Her fandt vi hurtigt frem til, at vi begge to havde et ønsket om at arbejde frivilligt i nogle uger.
Noget af det vigtigste for os var her, at vi ville komme et sted hen, hvor vi følte, at der var brug for os. Samtidig havde vi også nogle helt klare forestillinger om, hvilket slags arbejde vi ønskede at udføre. Det skulle være med børn, og det skulle inkludere omsorg såvel som undervisning. Derudover ville vi gerne bo sammen og udføre det frivillige arbejde i et tæt samarbejde.
Vi valgte Projects Abroad, da de, efter længere tids research på området, klart var dem, vi følte, der kunne matche vores ønsker bedst – og jeg har ikke fortrudt vores valg et eneste sekund. Vi gjorde vores ønsker klart, og vi modtog fra dag et en professionel behandling, grundige svar og et ihærdigt forsøg på at imødekomme vores ønsker.
Jeg er helt overbevist om, at grunden til, at jeg nu sidder tilbage med et kæmpe smil om munden, når jeg tænker på mine uger som frivillig, et langt stykke hen ad vejen skal findes i det faktum, at vi brugte lang tid på at overveje, hvilke forventninger og ønsker vi selv havde til arbejdet og projektet. Både inden, men i særdeleshed også undervejs.
Vi arbejdede seks uger på en skole, kaldet East African Orphanage, i udkanten af Arusha, mens vi boede ti minutters dalla-dalla-kørsel længere inde mod byen hos den dejligste værtsfamilie. Arbejdet på skolen var udfordrende på mange parametre, og det krævede virkelig en indsats. Samtidig har jeg aldrig oplevet noget så livsgivende og lærerigt.
Børn, der skal blive mætte af en kop vandgrød og på samme tid skal opfylde krav om at være koncentrerede i modtagelsen af undervisning foregående i 40 grader varme ”klasselokaler” opbygget af træpæle og presenninger, var alligevel i stand til bare at være børn. De smilede, fjollede og legede – præcis ligesom danske børn. De var kærlige, drillende og umulige. Og det var en fantastisk følelse at få lov til at give dem bare en lille smule hjælp på deres livsvej.
Man kan ikke ændre hele verden – hverken på seks uger eller ti år. Og man bliver skuffet, hvis man tror, at det er sådan, det er at arbejde som frivillig. Men man kan få lov at give lidt hver eneste dag i en given periode til nogle børn og unge mennesker, der i den grad har brug for det. Og det kan godt være, det kommer til at kræve mange dybe indåndinger og enkelte opgivende suk, når ti børn snakker swahili i munden på hinanden til dig, mens du bare gerne vil have, at de tæller til tyve på engelsk. Men når du så en dag står i klasselokalet, og de faktisk er gået fra at kunne tælle til tre og pludselig kan tælle til ti og samtidig synge alfabetet, mens de smiler nogle kæmpe smil til dig – ja så ved du, at det nytter noget, det du gør. Måske du ikke ændrer deres liv, men du kan være med til at gøre det lidt lysere for en stund. Og det er så afgjort hele indsatsen værd, hvis du spørger mig.
Udover alt det, som arbejdet med børnene på skolen lærte mig, så var mine seks uger som frivillig i Arusha også fantastiske på mange andre måder. Vi boede hos den dejligste, mest omsorgsfulde, smilende og gæstfrie værtsfamilie. Det var en unik mulighed for at få lov at opleve den tanzaniske kultur på helt tæt hold, og det er nogle mennesker, jeg aldrig vil glemme, og som jeg en dag håber at få muligheden for at komme tilbage og besøge. Derudover var det skønt at møde de andre frivillige, både til arrangementer såsom fællesspisning, workshops og outreaches arrangeret af Projects Abroad, mens også til hyggelige aftaler om eftermiddagskage og store udflugter arrangeret på egen hånd.
Alt i alt så var mine seks uger som frivillig afgjort det mest livsgivende, udfordrende og lærerige, jeg nogensinde har oplevet. Og det lyder helt vildt kliché, men jeg lærte både uendeligt meget om mig selv og verdens forskelligheder. Det var seks uger fyldt med oplevelser, erfaringer og udfordringer, som jeg for alt i verden ikke ville have været foruden.
Og nå ja, toppen af Kilimanjaro blev selvfølgelig nået, efter at vores frivillige arbejde var afsluttet! ((-:
Frivillige er alle forskellige og har derfor forskellige oplevelser. Dette er en personlig beretning, og din egen oplevelse på projektet kan være helt anderledes. Vores projekter udvikler sig løbende med tiden. Vind og vejr kan også have en indflydelse på dit arbejde på projektet. Vi anbefaler derfor, at du bruger disse beretninger som inspiration og forholder dig til selve projektbeskrivelsen eller kontakter vores rådgivere.
Vores akkrediteringer
