Frivilliges beretninger: Børnepasning & lokalsamfund i Ghana af Mie A

Lørdag morgen d. 21. juni 2014 begav jeg mig ud på en af de mest fantastiske og mindefulde rejser nogensinde. Jeg havde længe før ønsket at gøre en forskel og udforske alternative kulturer. Da jeg på daværende tidspunkt havde en hård periode med en langvarig skade grundet sportsdans, besluttede jeg mig for at lave humanitært frivilligt arbejde, idet jeg elsker børn. Jeg undersøgte utallige organisationer, der tilbød frivillig arbejde til unge under 18 år. Jeg valgte Projects Abroad, da jeg følte størst tryghed ved at vælge dem grundet deres professionalisme. Desuden tilbød de et sommerkursus på 2 uger, hvilket passede bedst med situationen, jeg befandt mig i på det givende tidspunkt. Ghana og det ghanesiske folk havde jeg hørt meget positivt om, så jeg var ikke i tvivl om destinationen.

Akwaaba

Efter mange ugers forberedelse tog jeg endelig afsted. Jeg var utrolig spændt men en anelse nervøs, hvis ikke meget. Jeg vidste der ingen vej var tilbage og at de næste 2 uger kunne byde på, hvad som helst. Jeg ankom sent lørdag aften og blev velmødt af ikke kun en Projects Abroad medarbejder men også glade fodboldfans, der jublede efter Ghana scorede et mål ved World Cup. Jeg blev sammen med en anden frivillig kørt til et hostel, hvor vi skulle opholde os natten over.

Dagen efter gik turen mod Cape Coast, hvor jeg med 14 andre frivillige skulle bo hos min værtsmor, Felicia. Vi fik tildelt et rum, hvor der enten kunne være to eller fire personer, og jeg fandt hurtigt sammen med tre skønne piger, to fra UK og en fra Hongkong. Vi havde alle hver vores seng med en tynd madras og en samlet safetybox til at lægge vores værdifulde genstande i. Derudover havde vi et fælles badeværelse, hvor det engang i mellem var muligt at få et bad. Der var nemlig mange perioder, hvor vi ikke havde løbende vand i flere dage. Dette gjorde så også, at når der endelig var vand, var vi utrolig taknemmelige og glade - også selvom vandet var iskoldt.

Dagen efter ankomsten til Cape Coast, skulle vi til en workshop på Projects Abroad hovedkontor, men først tog vi ud og vekslede penge og købte et ghanesisk sim-kort til vores mobiler. Dette gjorde, at det var lettere og billigere at komme i kontakt med hinanden og familien derhjemme. På workshoppen fik vi generel information om de kommende uger og metoder til, hvordan vi skulle undervise børnene. Da noget af undervisningen krævede en del planlægning, lavede vi lektier om aftenen, hvilket var rigtig hyggeligt og styrkede vores sammenhold. Vi var alle meget spændte og kunne slet ikke vente med at ugen gik i gang.

St. Anthony Anglican School

Mandag skulle vi i gang med arbejdet på St. Anthony Anglican School, hvor vi skulle undervise Kindergarten 1 og 2, samt Primary 1 og 2. Vi blev hentet af vores supervisor Charlie, og allerede da vi ankom, sprang børnene i armene på os med store smil. Lærerene havde fortalt os, hvor spændte de og børnene havde været og at, det var første gang skolen havde frivillige. I hverdagene fra kl. 9.00-12.30 skulle vi undervise med engelske sange, lege og forskellige aktiviteter.

Da børnenes engelsk var relativt begrænset, krævede det meget energi at kommunikere med dem – men så snart vi fik introduceret dem til vores opgaver og ideer, forløb det uden problemer og børnene var meget nysgerrige og entusiastiske. De elskede sang og leg, og var helt fascineret af farvet papir, farveblyanter, fingermaling, sportsredskaber og bøger.

Vi lærte dem eksempelvis om genbrug ved at lave et volleyballnet ud af water sachets, som er poser vi drak vand af. Dette fik de også tydeligvis meget gavn af efterfølgende. I frikvarterne blev der kæmpet om ens hånd og man gik tit rundt med fem børn i hver hånd, efterfulgt af flere. De ville altid lave klappelege, danse, kildes eller krammes, og deres glæde og kærlighed var så smittende og livsbekræftende, at man ikke kunne andet end at være lykkelig og holde af dem.

Efter tre timers arbejde, fik vi en times frokostpause til afslapning og spisning. Derefter skulle vi i gang med renoveringen af skolen, som først bestod af at slibe skolens vægge og derefter male. Arbejdet fortsatte til omkring kl. 16 hver dag, og da vi kom hjem var vi alle helt udkørte og skulle kæmpe for at holde os vågne til kl. 20. Sådan forløb alle hverdagene på skolen og efter de to ugers arbejde, kunne man se en tydelig forskel på skolens bygning før og efter. Både lærerne og børnene viste og udtrykte deres begejstring, og var meget taknemmelige for vores hjælp.

Safari Beach

I weekenden var der planlagt en tur til Safari Beach, som er et resort tre timers kørsel fra Cape Coast. Vi glædede os til at få et afbræk fra arbejdet på skolen og få slappet helt af. Jeg og seks andre piger fik et lille hus for os selv, som lå lige ud til vandet, havde bløde senge og løbende vand. Da vi var vant til at få hvidt brød til morgenmad og den samme sammenkogte ret til frokost og aftensmad, blev vi meget begejstrede, da vi fik serveret pandekager, frugt og kyllingesalat på restauranten. I løbet af dagen gik vi ture ned langs stranden, hoppede i bølgerne, spillede spil og lærte hinanden endnu bedre at kende.

Om aftenen sad de fleste frivillige samlet i vores lille hus og hyggede, snakkede og lavede festlege som Mafia og Psychiatrist. Det var specielt sjovt, fordi vi alle kendte hinanden så godt og på så mange forskellige måder. Næste dag tog vi hjem til Cape Coast igen, fik vasket vores tøj og forberedt undervisningen til den kommende uge. Vi synes weekenden havde været helt fantastisk, men indrømmede alligevel, hvor meget vi savnede børnene på skolen.

Oplevelser

De to uger i Ghana var fyldt med mange mindefulde og helt igennem fantastiske oplevelser. Hver onsdag var det social night, hvor vi blev introduceret til en ghanesisk dans kaldet Azonto, fik fremvist et drumming & dancing show og besøgte et slavefort i Cape Coast. Vi lærte mere om kulturen og de hjertevarme mennesker, som altid tog imod os med åbne arme. Vi vaskede tøj på den ghanesiske måde, spiste på den ghanesiske måde og levede på den ghanesiske måde.

En af de største oplevelser var det sociale liv. Ikke kun det lokale folk gjorde et positivt indtryk på mig, men også de frivillige. Der gik ikke mange dage, før vi alle følte os trygge i hinandens selskab, kunne være ærlige og grine. Da der intet internet var, fandt vi på mange sjove ideer og lege, som virkelig gjorde sammenholdet stærkt. Når strømmen gik, legede vi gemmeleg i mørket. Når vi kom hjem fra skole, lavede vi gæt og grimasser, sang sange og snakkede om alt mellem himmel og jord. En af dagene besluttede vi os også for at få lavet cornrows, idet vi synes det kunne være sjovt at have noget fælles. Specielt jeg og seks andre fik et rigtig tæt sammenhold, som jeg ikke ville have været foruden. Det er nogle personer som jeg holder rigtig meget af og som har nogle beundringsværdige værdier. De er nogle af de mest kærlige, omsorgsfulde, jordnære og fantastiske mennesker jeg kender, og som jeg ved jeg vil holde kontakt til resten af livet.

Afskeden

Efter to uger i Ghana var det tid til at tage afsked, desværre. Vi skulle om fredagen sige farvel til børnene og lærerne på skolen. Hele skolen blev samlet og vi modtog en fin lille gave samt et certifikat. Vi frivillige havde også medbragt skoleting såsom bøger, farveblyanter og bolde, som skolen kunne gøre brug af efterfølgende. Vi troede vi kunne undgå at græde, men så straks det ene barn begyndte at græde, knækkede vi alle sammen. Det ramte os, hvor meget vi kommer til at savne børnene og deres altid glade humør. De finder lykke i hinanden og hos dem selv – ikke i materialistiske ting, hvilket er det, jeg elsker dem for.

Dagen efter var det tid til at vinke farvel og forhåbentlig på gensyn til Ghana og de frivillige. Ingen af os havde glædet os til det, men derimod frygtet det. Jeg havde fundet nogle mennesker, som havde hjertet det rette sted og som værdsætte det indre langt mere end det ydre. Selvom vi kun havde kendt hinanden i to uger, knyttede vi et meget tæt bånd, hvilket var over al forventning. Dette gjorde også, at afskeden var rigtig svær. Vi var alle grædefærdige da vi skulle sige farvel, men troede og håbede på, at vi ville se hinanden igen. – og dette skete. I efteråret 2014 mødtes jeg med fire andre i London, hvor vi havde den bedste tid.

Hele turen til Ghana har sat et kæmpe præg på mig og gået over al forventning. Jeg er taknemlig for at have mødt et så lykkeligt og hjertevarmt folkefærd, som har taget så godt imod mig. Jeg savner børnene og jeg savner Ghana. De to uger har været en af de største oplevelser nogensinde og er utrolig betydningsfulde for mig. Kan ikke komme med nok positive ord om rejsen og Ghana generelt, og glæder mig, til jeg vender tilbage en gang i fremtiden.